LAG-tilskud skaber liv langs Hærvejen
Dato:
11-03-2010
Tid:
12:50
I årets første ansøgningsrunde fordelte LAG Aabenraa 975.000 kr. i tilskud til otte projekter. Tre af projekterne vil skabe nye turismeaktiviteter langs Hærvejen.
I 20 år har Ulla og Christian Glaser boet i den gamle Povls Kro ved Uge, og hver sommer kan de se turisterne vandre og cykle forbi på Hærvejen uden for deres vinduer. I fremtiden vil ægteparret Glaser dog kunne byde de forbipasserende på andet og mere end lidt vand til drikkedunken og luft til et fladt cykelhjul. LAG Aabenraa har nemlig givet dem 100.000 kr. til at indrette overnatningsfaciliteter i den gamle Hærvejskro.
- Vi har i flere år leget med tanken om at genetablere Povls Kro som et overnatningssted, og vi fik for alvor blod på tanden, da vi i efteråret var til et inspirationsmøde om Hærvejen arrangeret af Syddansk Turisme. Her kunne vi høre, at turisterne efterspørger et større udbud af overnatningsfaciliteter langs Hærvejen, fortæller Ulla Glaser.
På Povls Kro vil Hærvejsturisterne kunne overnatte i helt unikke historiske og naturskønne omgivelser. Povls Kro blev bygget i 1777 med det formål at fungere som spise- og overnatningssted for de mange rejsende på Hærvejen. I umiddelbar nærhed af kroen hvælver den smukke Povls Bro sin granitstensbue over Bjerndrup Mølleå. Og på marken bag Povls Kro har familien Glaser deres hjorte gående.
Overnatningsfaciliteterne kommer til at bestå af fem værelser, der indrettes i en eksisterende staldbygning. Det hele bliver i ”vandrehjemsstandard” med fælles toilet- og køkkenfaciliteter, så turisterne kan sørge for sig selv.
- Vi går i gang lige så snart vi har byggetilladelsen fra Aabenraa Kommune. Hvis alt går efter planen, er værelserne færdige, så vi kan modtage de første gæster, når turistsæsonen begynder i juni, siger Ulla Glaser.
Kunsthåndværk og hærvejshonning
Lidt længere mod syd på Hærvejen ligger den tidligere Jerneshøj Kro, hvor Hanne Nothlev gennem mange år har arbejdet med brugskunst inden for især tekstil og smykker. Denne hobby vil hun nu gøre til en egentlig virksomhed, og de planer støtter LAG Aabenraa med 26.450 kr. Pengene skal gå til indrette værksted og butik i en længe af den gamle Hærvejskro.
Værkstedet skal danne rammen om Hanne Nothlevs kurser i bl.a. filtning og smykkefremstilling. I butikken vil turister og andre interesserede kunne købe lokalt produceret kunsthåndværk. Og så er det Hanne Nothlevs intention, at værkstedet skal fungere som et galleri for gæsteudstillere.
Det tredje Hærvejsprojekt som modtager tilskud, er Hærvejens Biavl. Her giver LAG Aabenraa 150.000 kr. til udvikling af en mikrovirksomhed, der producerer og forædler lokale honningprodukter.
Næste ansøgningsrunde
LAG Aabenraa har stadig knap 1,0 mio. kr. tilbage til fordeling i 2010. Pengene kommer fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram og uddeles til projekter, der skaber udvikling og attraktive levevilkår i Aabenraa Kommunes landdistrikter. Næste ansøgningsfrist er den 1. maj 2010.