LAG Aabenraa
  • Log på
  • Søg
  • Kontakt
  • Udskriv
  • Sitemap
blank

Hellevad trækker i arbejdstøjet

Dato:   18-08-2009

Tid:   10:38

Skovridder Inge Gillesberg lagde fredag eftermiddag den første sten til projektet ”Rundt om Hellevad”. LAG Aabenraa støtter med 400.000 kr.

Fredag var en festdag i Hellevad. Omkring 100 lokale borgere var mødt op på Gustes Eng for at markere startskuddet på projekt ”Rundt om Hellevad”. Det 1,2 mio kr. dyre projekt skal forbinde land og by og gøre naturen omkring Hellevad tilgængelig for byens borgere.


Det var en stolt Anne Wollesen fra arbejdsgruppen bag ”Rundt om Hellevad”, der bød velkommen til de mange fremmødte.


- Pengene er i hus, godkendelserne er på plads og planen er lagt. Nu er der kun arbejdet tilbage, sagde hun.


Udsigten til at skulle lægge 2000 frivillige arbejdstimer i projektet, så dog ikke ud til at skræmme Hellevad-borgerne. Selv om anledningen var festlig, var de mødt op iført arbejdstøj – klar til at gå i gang.


Inden de mange frivillige skred til arbejdet, fik de et ord med på vejen af skovridder Inge Gillesberg fra Skov & Naturstyrelsen. Hun var i sin tale fuld af lovord til det lokale naturinitiativ.


- Samspil og samarbejde er nøgleordene i dette projekt: Samspil mellem land og by, samspil mellem natur og kultur, og samspil mellem mennesker. Et andet ord for samspil mellem mennesker er ”samarbejde”. Dette projekt viser, at man her i Hellevad kan finde ud af at samarbejde, sagde Inge Gillesberg.


Og så gav hun Hellevad-borgerne en hjælpende hånd ved at tage det første spadestik og lægge den første sten ved brinken af Surbækken. Her skal der bygges et lille repos, så man kan sidde og fiske i bækken med et net – uden fare for at dratte i vandet.


Reposet er blot et af mange elementer i det ambitiøse naturprojekt, der består af 5 områder:

  • Gustes Eng – den ekisterende friluftsscene får et ansigtsløft, og der etableres faste tilskuerpladser
  • Forbindelsen – der etalberes stiforløb langs Surbækken forbi kirken til Hellevad Vandmølle 
  • Hellevad Vandmølle – lokalbefolkningen får mulighed for at opleve den unikke natur omkring vandmøllen
  • Præsteskoven – der etableres motionsstier og madpakkehuse, og mindesmærket renoveres
  • Hellevad Børnehus – der etableres faste bænke samt en arbejdsplads til Natur & Teknik

Den første arbejdsweekend begyndte umiddelbart efter fredagens festivitas. I de kommende måneder følger flere arbejdsweekender for de mange frivillige, som har meldt sig til projektet.


Hvis alt går efter planen, kan projektet indvies i slutningen af maj 2010. Så kan Hellevad-borgerne igen samles på Gustes Eng – denne gang iklædt festtøjet!



Opdateret  18-08-2009 /  af  lagaabenraa Admin
blank
Se også
Skovridder Inge Gillesberg tager det første spadestik.
Den første sten lægges. Projekt "Rundt om Hellevad" er i gang!