LAG Aabenraa
  • Log på
  • Søg
  • Kontakt
  • Udskriv
  • Sitemap
blank

3 mio. kroner venter på landsbyerne i Aabenraa kommune

Dato:   02-01-2008

Tid:   12:00

De borgere, der bor på landet i Aabenraa Kommune, får nu en håndsrækning på hele 3 millioner kroner til at skabe mere liv og levedygtighed for deres lokale landdistrikter.


Midlerne stammer fra EU og Fødevareministeriets Landdistriktsprogram, og kan søges gennem nyskabelsen LAG Aabenraa. Det er en forkortelse for Lokal Aktionsgruppe Aabenraa, der blev stiftet i juni 2007.


Alle der har en god idé til et projekt i landdistrikterne i Aabenraa, kan søge LAG Aabenraa om støtte. For at komme i betragtning skal projekterne enten være med til at skabe nye arbejdspladser i landdistrikterne, styrke fritidslivet eller forbedre adgangen til naturen.


- Vi skal være en slags fødselshjælpere til projekter, der kan sætte mere gang i landdistrikterne. Vi kan ikke finansiere nogen projekter 100 procent, men vi kan være den forskel, der gør, at projektet bliver til noget, siger formand for LAG Aabenraa, advokat Erik Steen Boe.


Bestyrelsen for LAG Aabenraa har netop ansat en koordinator, der skal blandt andet skal fungere som rådgiver og igangsætter. Den 35-årige cand. mag i dansk, Martin Brunsgaard, starter som LAG-koordinator til 1. januar.


Udviklingsstrategien for LAG Aabenraa bliver sendt i høring den 3. december, hvor den kan ses på Aabenraa Kommunes hjemmeside: www.aabenraa.dk. Udviklingsstrategien kan også rekvireres hos kommunens landdistriktskoordinator Andreas Ott, tlf. 73 76 72 13.


Fakta

Fødevareministeriets Landdistriktsprogram har i 2007 og 2008 afsat i alt 260 mio. kr. til lokale aktionsgrupper. 63 ud af landets 98 kommuner er kategoriseret som landdistriktskommuner, og har dermed mulighed for at oprette lokale aktionsgrupper og få del i midlerne. Aabenraa Kommune er en af de 63 landdistriktskommuner. LAG Aabenraa har i alt fået 3,6 mio. kr. i 2007 og 2008. Heraf skal 600.000 kr. dække løn- og administrationsudgifter.


Oplysninger til brug for pressen:

Pressen er velkommen til at tage kontakt til den nyansatte landdistriktskoordinator Martin Brunsgaard på telefon: 29 91 69 65.

Han vil gerne uddybe ovenstående og fortælle om sine idéer – og lidt om sig selv. Martin Brunsgaard er vokset op i en landsby uden for Ribe. Han har været dansk lektor på universitet i Vilnius i Litauen. I august flyttede han til Aabenraa med sin kone.



Opdateret  06-02-2008 /  af  lagaabenraa Admin
blank